Her i livet er det så smart indrettet, at alt hænger sammen. Man kan forestille sig et stort edderkoppespind. Alle de fine silketråde er forbundet med hinanden. Hvis vi rører ved et sted, kan vi mærke det et andet. Vi er alle forbundet med usynlige silketråde. Når det ikke fungerer det ene sted, vil det påvirke helheden. Nogle gange er forstyrrelserne så godt gemt, endda for os selv, at vi på overfladen ikke kan forstå, hvorfor det ikke lykkes for os at få succes.

Da vi er forbundet med hinanden - og sådan set med hele universet - så vores succes påvirker succes og glæde hos andre, og omvendt så vil deres succes automatisk have en positiv virkning på os. Når vi respekterer, accepterer og elsker os selv, så kan vi respektere og acceptere andre, fordi vi er en del af helheden. Der er altid sammenhæng mellem os og vores medmennesker.

Hvad er vigtigst i livet: glæde, harmoni, kærlighed, gode relationer til mennesker, tilfredshed med det, vi laver. Det er synd, at vores syn på livets værdier ofte ligger på tingenes overflade i stedet for på tingenes indhold. Men vi er påvirket af den verden, vi lever i, som er præget af materialisme, magtudøvelse og konkurrence.

Jeg har undret mig over, hvor svært vi har ved at "elske os selv". Bare det at sige det til sig selv skaber store problemer. Måske er vi opdraget sådan, at sådanne ting siger man ikke til sig selv, fordi det er egoistisk og selvisk. Sikke noget vrøvl. Udgangspunktet er, at hvis vi ikke accepterer os selv, som vi er, hvordan kan vi så forvente, at nogen overhovedet kan elske os. Hvis vi i vores egne øjne ikke er værd at elske, så kan vi ligeså godt indrømme over for os selv, at vi ikke kan forvente andres kærlighed. Og vi ønsker alle kærlighed, om det er i parforhold, kærlighed fra børn o.s.v. Når vi accepterer og elsker os selv, så kan vi give kærlighed til andre mennesker, dyr, natur - alt omkring os. Så kommer der automatisk mere tolerance og tålmodighed over for andre, og vi bliver mere positive. En negativ indstilling til os selv kommer i bund og grund af, at ingen må have lov til at føle sig som noget særligt. Alle skal helst tilhøre den samme lidt grålige masse af vel tilpassede individer. Glem alt om det. "Janteloven" har ikke mere plads i vores udvikling. Vi er alle noget særligt, og ingen kan undværes.

Når vi sender nogle positive tanker eller hjælper andre, så får vi selv en lille "gave". Måske ikke lige med det samme, for det er ikke sådan, at det afregnes øjeblikkeligt. Og hvis vi ikke straks får noget godt til gengæld, så bliver vi skuffede. Udbetalingen ved "kasse 1" kan tage lidt tid, men den skal nok komme.

Når vi hverken i tanke, tale eller i vores handling nedgør eller dømmer den, vi er sammen med, så sker der det, at vi skaber en positiv atmosfære for samværet. Det smitter som et virus, men er meget mere behagelig.

DET DU SENDER, DET FÅR DU IGEN

Det er ikke altid, vi synes om et menneskes handlinger og dets måde at være på, men det er ikke os, der skal tage ansvar for det, og det er ikke os, der skal være dets "dommer".

Det er os selv, der skaber vores virkelighed. Det er ikke altid rart at vide det, for så skal vi også tage ansvar for vores liv. 
Alt, hvad vi oplever, og de situationer, vi befinder os i, er resultatet af vores følelser, tanker og overbevisninger. Vores tanker former og påvirker os langt mere, end vi er klar over. Ingen af os er blot et ulykkeligt offer for omstændighederne.

Vi skaber selv vores liv. Det er en vanskelig opgave at erkende, at vi selv har del i disse omstændigheder, og at det er os selv, der har ansvar for vores liv. Det ville være nemmere, hvis de andre var ansvarlige for alt det, som ikke lykkes, og vi kun har taget ansvaret for vores succes. Når vi ved, at det er os selv, der skaber vores virkelighed, så:

- er det dig, der har ansvaret for det, der sker for dig i dit liv

- er det kun dig, der kan gøre det bedre

- er det kun dig, der ved, hvad du vil

En hård nød at knække. Det ville være sjovt, hvis andre kunne gætte sig til, hvad vi ønsker og så ordner det for os. Så kunne vi leve et lykkeligt liv resten af vores dage. Og når de alligevel nu er i gang, så ville det ikke skade, hvis det i farten har fjernet alle blokeringer og ubehageligheder fra fortiden. Så kunne vi klare resten. Men sådan forholder det sig ikke. Vi er nødt til at hjælpe os selv.

Jo flere negative tanker og handlinger, vi sender, jo værre bliver det. Det er selvforstærkende. Nogen i min nærmeste omgangskreds tillader sig ikke at leve et lykkeligt og harmonisk liv. Deres forventninger er som oftest meget negative.
 
De er overbeviste om, at alt det gode i livet aldrig sker for dem. De husker alle de grimme oplevelser - alle dem, hvor de blev såret, uretfærdigt behandlet, hvor deres forventninger ikke blev til nogen succes o.s.v., o.s.v. 
Det er ofte oplevelser, som er indtruffet for mere end 10, 20 år siden. Hver gang man prøver at guide dem tilbage til nuet, så dukker spøgelser fra fortiden op til overfladen igen. De mennesker lever så meget i fortiden, at der ikke er plads til nuet, og samtidig forstår de ikke, at der ikke sker så meget positivt i deres liv. Hvorfor reagerer vi sådan ? Hvor meget tid bruger vi på igen og igen at bearbejde situationer, hvor nogen har sagt eller gjort noget imod os. Vi bruger al vores energi på den person, som har været involveret. Hermed ikke være sagt, at vi skal glemme oplevelsen, den vrede eller de sår den har forvoldt, men vi skal lære at slippe den igen og begynde at bruge tid og energi på os selv. Fortiden kan vi bruge som en erfaring, som "livets skole" har givet os, lære noget af det og gå videre. Bruge det positivt i livet fra nu af, ikke lade fortidens skyer styre nuet og fremtiden.

En forhindring i at få succes på et hvilket som helst område kunne være, at vi slæber rundt på en byrde: en "kuffert fyldt med snavset tøj", som forhindrer os i at nå vores mål. Det hænger sammen med de oplevelser, vi har haft før, måske endda i barndommen. Det mønster vil gentage sig, hvis vi ikke åbner "kufferten" og vasker det "snavsede tøj". Alle de oplevelser, både de gode og de dårlige, giver os erfaringer, som er med til at gøre os til dem, vi er i dag. Dem kan vi ikke undvære, og uden erfaringer kan vi ikke lære noget. Livet er en skole, og jo mere vi lærer jo mere spændende er livet.

Sådan set kunne man vælge at leve et helt passivt liv uden udfordringer og kun foretage sig det højst nødvendige. Vi kan  vælge at sidde i et rum og se på TV det meste af tiden.

Om nødvendigt, kan vi gå til den nærmeste "Netto" og købe ind, så vi ikke dør af sult (Hvis forinden, vi ikke er døde af kedsomhed). Vi kunne lade være med at møde andre mennesker, så der ikke er nogen, der vil skuffe os., ikke nogen der vil kritisere os, og der ville ikke være nogen grund til at være vrede og sure. Vi ville overleve uden konfrontationer. Sikkert en "ideel, rolig og tryg tilværelse". Sådan et liv kunne vi vælge, men drivkraften skubber os i en anden retning, og vi engagerer os i alt muligt. Jo større viften af vores aktiviteter er, desto flere konfrontationer får vi på vejen, og jo flere erfaringer får vi.

Nogle af os forventer, at når vi er glade, venlige og hjælpsomme, så møder vi sympati og venlighed alle steder, hvor vi færdes - men så må vi huske, at alle har deres egne oplevelser af virkeligheden og deres egne harmonisk og uharmonisk måder at tænke og leve på.

Måske kan de ikke lade være med at vise vrede eller bitterhed, og måske er vi helt tilfældigt i deres skudvinkel, og så bliver vi ramt. Men vi behøver ikke at blive ramt. Der er ikke noget i vejen med os. Vi kan ikke gøre alle mennesker tilfredse med den måde, vi lever på. Vi kan ikke alle have den samme smag i påklædning, mad, indretning af vores hjem, opdragelse af børn o.s.v., o.s.v. Vi kan ikke regne med at blive accepteret af alle, at alle kan lide os eller er enige med os. Så kunne vi få virkelig travlt med at gøre andre tilfredse.
Det er utopi.
 
Når vi forbedrer vores liv, får vi mere harmoni, mere glæde, og det vil smitte af på vores omgivelser. Når der opstår problemer, enten privat eller på arbejdspladsen, kan man blive fristet til at bruge den nemmeste løsning: pakke sine grejer og forsvinde. Nogle af os kender det fra den private front, f.eks. skilsmisse. Ofte - mærkeligt nok - når man så har udforsket de "nye marker" med en fornemmelse af lykke og fornyelse, og efter nogen tid, så havner man i den selv samme situation igen. Og efter nogle år føler man sig fanget af omstændighederne, uretfærdigt behandlet, kun halv i livet, ulykkelig. Man konstaterer med stor skuffelse, at det ikke fungerer. Vi er fanget i et mønster. Det er det samme mønster, som vi har brugt før, og hvis vi ikke gør noget ved det, så bliver mønsteret ved med at gentage sig. Man bliver fristet til  at vælge en nem måde at "løse" problemerne på - man stikker bare af fra dem. Men de indhenter os igen. Vi er nødt til  (selvom det kan være ubehageligt) at finde ud af, hvorfor vi vælger at bruge dette mønster. Det kan være forbundet med oplevelser, som vi slet ikke fokusere på i nuet, oplevelser som blev godt gemt igennem tiden. Oftest hænger det sammen med opvæksten (barndom eller pubertet). Når vi har løst den gåde, så kan vi ændre mønsteret og gå videre mod succes.

Det samme gælder - efter min mening - andre områder af vores virke, f.eks. vores trivsel på arbejdspladsen. Jeg påstår ikke, at vi altid skal være glade og tilfredse. Vi kan ikke smile bredt, når der sker noget, som vi ikke bryder os om, eller når vores grænser bliver overtrådt. Vi stiller alle nogle krav, og vi skal sende klare signaler om, hvor vores grænse ligger.

Men nogle mennesker vælger det omtalte mønster, hvor de, når de er utilfredse, løser problemet på den nemme måde:  ved at stikke af - stikker hovedet i busken ligesom en struds (jeg ser og hører intet). De prøver ikke at finde ud af, hvorfor de er havnet i problemet, og de har ikke vilje til at gøre noget ved det. Der er nogle, som mærkeligt nok vil bruge år efter år på at brokke sig over forholdene (og helst i krogene) på arbejdspladsen, og alligevel bliver de i firmaet Er det ikke lidt masochistiske tendenser - ja, jeg spørger bare ? Det er - efter min mening - spild af energi, for hvis vi ikke kommer frem med kritikken og prøver at gøre noget ved forholdene, så kan vi brokke os til evig tid, uden at vi rykker et skridt frem. Og så er det sikkert, at vi ikke kan få succes.

Gode råd, som jeg selv bruger:

* jeg sætter ord på det, jeg er utilfreds med

* hvad har jeg gjort, for at jeg kan få det bedre

* hvad kan og vil jeg gøre

Ofte finder jeg så ud af, at der ikke er så mange problemer, og at jeg kan og vil gøre noget ved dem, der er. Allerede på det tidspunkt, hvor jeg anerkender min rolle i et givet problem, føler jeg mig som om der er fjernet mindst 1 kg fra mine skuldre (desværre kan det ikke ses på vægten).
 
Der skal også være plads til dem, der faktisk "befinder sig godt" i en "offerrolle", og deres mønster er simpelthen at være utilfreds. Hos nogle kan det blive en helt livsstil. Det kan være meget socialt. Man har noget til fælles. Det kan give en slags tryghed at være sammen med nogle, der har det lige så elendigt, som os selv. Så kan vi blive enige og forstå hinanden. En optimist ville spolere hyggen. Der skal også være plads til dem. Vi er alle forskellige, og her kan vi måske også bidrage til at påvirke deres indstilling med vores entusiasme. Ville det ikke være en succes at se et menneske blive mere positiv, harmonere bedre med omgivelserne og med sig selv.

Vrede, had, jalousi og misundelse skaber kun negative oplevelser for os selv. En negativ indstilling tiltrækker flere negative resultater. Disse følelser opstår, når vi er utilfredse med vores situation og hermed med os selv. Vreden er til stede, når vores forventninger til os selv og til andre ikke bliver opfyldt, når vores ønsker ikke bliver realiseret. Dem vi er vrede på er som regel slet ikke bevidste om det. Så den vrede berører mere os end dem. Vreden virker meget destruktiv på vores indre harmoni.

Men vreden er også en meget vigtig proces, og det er ikke sådan, at jeg synes, at vi skal gå rundt og være evigt glade og  reagere på alt med et stort smil. Jeg har været vred mange, mange gange, og det bliver jeg også i fremtiden, men jeg har i høj grad lært at komme over den, og efter at jeg havde mærket det (giv dig god tid), så kunne jeg komme videre.  Jeg gider ikke beholde vreden og pleje den resten af mit liv. Det "betaler" sig ikke. Det koster alt for meget energi.
 
Jeg har også lært at tilgive, for at have det godt. Jeg er ikke nogen martyr. Jeg vil og kan have det godt. Det er et meget enkelt regnestykke. Hvis jeg ikke kan tilgive, så kan jeg lige så godt se i øjnene, at alt det positive i mit liv vil udeblive. Jeg ville bruge al min energi på at forstærke de negative påvirkninger. Jeg ville leve i den elendighed, som nu er fortid. Det siger jeg nej til. Jeg går måske samtidig glip af den sympati, der følger med fra andre: "Det er så synd for hende", men pyt med det. Vreden og ikke tilgivelsen ødelægger vores muligheder for et harmonisk og lykkeligt liv, og det kan i høj grad påvirke vores helbred. 
Det psykiske liv, vores mentale tilstand påvirker vores krop og vores celler. Til sidst kan kroppen ikke stå imod den bombardering af negative tanker og forventninger og giver op. Den reagerer mere og mere negativt. Jeg tror, at mange alvorlige fysiske sygdomme er konsekvensen af vores mentale tilstand.

Åben dit sind for det positive, lad glæden have en fast plads i dit hjerte og nyd livet fra nu af.

"DO IT"

Tak for den tid, du har brugt på at læse disse sider.

De varmeste hilsener

Jolanta Coco